Mød Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede på folkefestivalen
”Vi kommer og fortæller historien om Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede, som både er en virksomhed, hvor vi vasker tøj for vores kunder, og et mangfoldigt fællesskab, hvor ALLE er velkomne. Vi holder til i fællesvaskeriet i Brabrand Boligforenings afdeling ’Søvangen’. Her har vi lavet en lille hyggekrog, hvor man kan sidde og sludre og drikke en kop kaffe. Det er nærmest blevet samlingsstedet for folk i kvarteret! Personalet består af os to, og Lotte, Katja og Raphael, som er udviklingshæmmede. De har ikke haft et arbejde før, men vil rigtig gerne vil være en del af et arbejdsfælleskab. Og det kan de i ’Vaskeriet’!
På festivalen fortæller vi, hvad det gør ved én, når man bidrager til fællesskabet, og hvad fællesskabet giver én. Vi vil gerne inspirere folk til at handle på deres drømme, og vise dem, at man kan være kreativ alle steder – også i et parcelhuskvarter eller et almennyttigt boligbyggeri!
Vi glæder os til at komme ned på Sydhavnen, fordi det er et fedt område med masser af kreativitet og udvikling. Og så håber vi, der kommer mange forskellige slags mennesker, så det bliver rigtig mangfoldigt!”
Pia Stabell og Katrine Knudsen er initiativtagere til den socialøkonomiske forening ‘Vaskeriet’. Udover at være en forening og et socialt fællesskab, er ’Vaskeriet’ også en øvebane for mennesker med udviklinghæmning. Alle beslutninger her tages i fællesskab, og man bakker hinanden op i dét, man drømmer om. Der er åbent tirsdag og torsdag fra kl. 9.00, hvor man kan komme forbi og få vasket og strøget sit tøj, eller man kan få det hentet og bragt efter behov. Hør hele historien om ’Vaskeriet’, når Katrine, Pia, Raphael og Lotte holder oplæg på Rethink Activism Folkefestival.