Mød rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Thomas Medom på folkefestivalen
”Jeg glæder mig til at rykke ud af rådmandskontoret og ned på folkefestivalen på Sydhavnen. Det er et vildt fedt og ambitiøst initiativ, der bringer folk sammen på nye måder. Som politiker er det også vigtigt at holde antennerne ude; møde nye mennesker og metoder til at løse problemstillinger – og gøre vores for at skabe færre demokratiske barrierer! For selvom vi har et smukt rådhus, så er det ikke alle der føler sig på hjemmebane dér. På festivalen præsenterer jeg ’deltagerbudgetter’, hvor ideen er, at i stedet for at det er os politikere der fordeler pengene, er det er borgerne selv, der beslutter hvilke projekter, som skal have en pose penge. På den måde kan man byde ind med gode ideer, styrke dét der allerede findes og måske engagere dem, der ikke orker de bureaukratiske processer med masser af papirarbejde! Jeg er glad for at folkefestivalen holdes på Sydhavnen. Det er et område, der afspejler at vi er en by med mange lag, som indeholder både sociale problemer, kunstnermiljøer og erhvervsliv. Så at rykke ’deltagerbudgetter’ herned, tror jeg, stimulerer til ideer, som man ikke ville have fået inde på rådhuset.”
Thomas Medom er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune. Til Rethink Activism Folkefestival præsenterer han ’deltagerbudgetter’, tanker og meningen bag det. Alle, både børn og voksne er velkomne til at komme og høre om deltagerbudgetter, og hvordan man i efteråret kan melde ind med projekter og stemme om, hvem der skal have en økonomisk håndsrækning. Kom og vær med den 15.-17.september på Sydhavnen i Aarhus!