Mød BioBarakken på folkefestivalen

September 12, 2017 / Program

Mød BioBarakken på folkefestivalen

”Man behøver ikke være Einstein for at lave naturvidenskabelige eksperimenter! Dét budskab vil vi tage med ned på Sydhavnen, hvor vi vil lave et lille pop-up laboratorium og vise, at naturvidenskab er sjovt. Vi vil f.eks. demonstrere, hvordan man ved hjælp af en bestemt bakterie kan bruge gammelt mælk til at lave yoghurt i stedet for at smide det i skraldespanden. Og i en workshop om DNA, fejrer vi at alle mennesker er unikke. Det er nemlig din helt særlige DNA-profil, der gør dig til DIG! Vi vil stå parat til at hjælpe dig med at udvinde og lave et personligt smykke ud af dit DNA, som du kan bære om halsen og tage med dig hjem. Vi håber, at rigtig mange børn og familier kommer ned på festivalen og vil være med. Og så håber vi selvfølgelig, at gøre dem nysgerrige på naturvidenskab – og især bioteknologien, som vi ønsker at gøre til allemandseje! For den kan faktisk løse mange af de problemer, vi står overfor i dag – måske endda redde verden?”

BioBarakken består af Andreas Kamstrup, Mads Warming, Michael Nguyen, Shaeema Ahmad og andre bioteknologi-entusiaster, og har til formål at dele og udbrede viden om bioteknologi. På festivalen vil de gennem simpel ’gør-det-selv-biologi’ vise dig, hvad bioteknologien egentlig kan bruges til.