Mød Annesophie Bergmann Steen fra Akademiet for Uhæmmet Kreativitet på folkefestivalen
“Til folkefestivalen skal jeg være med i en panel-debat, hvor vi skal tale om ’dannelse’. Og det er jo en god anledning til at diskutere, hvad dannelse egentlig er. Jeg har været med til at starte AFUK Akademiet For Utæmmet Kreativitet, som jeg bedst kan beskrive som et dannelsesmiljø. Her kan du udvikle din tilgang til livet; øve dig i at agere opfindsomt, når du kommer ud for uforudsete ting – og øve dig i at gøre noget, hvor du ikke ved, hvor det skal ende. Min oplevelse er, at de unge i dag har svært ved at forestille sig dét, der endnu ikke findes. For vi har skabt et samfund, der opererer med mange færdige løsningsmodeller og ting, man skal passe ind i. Og det stimulerer ikke til kreativitet! At være skabende kræver mod, og at kunne agere i noget, der ligner kaos. Men turde det alligevel – være modig! Det er noget af dét, vi arbejder med på Akademiet For Utæmmet Kreativitet, hvor vi også har skabt et fag, der hedder ’Kvajepligt’. Vi tror nemlig på, at vi allesammen har pligt til at kaste os ud i noget, hvor vi fejler. Fordi det er vigtigt!”
Annesophie Bergmann Steen var i 1986 med til at grundlægge AFUK Akademiet For Utæmmet Kreativitet i København. Det er sidenhen vokset og består nu af tre forskellige skoler: En produktionsskole, en daghøjskole og en videregående ny-cirkusuddannelse. Tanken bag AFUK er, at der bor en skabende drivkraft i alle mennesker, som gør os i stand til at forbedre det eksisterende og frembringe nyt. Mød AnneSophie fra AFUK til en debat om dannelse på Rethink Activism Folkefestival den 15.-17.september.