Tina Andersen

# 4
Tina Andersen

”På Dansens Dag var jeg nede på Aros og danse. Og i min kådhed mens jeg spiste morgenmad med to af mine veninder sagde jeg: “Skal vi ikke mødes i næste uge og danse igen? Jeg laver en balkan playliste. Alle kan komme.” Så spurgte jeg Art Platform om de ville stille en sal til rådighed. Det ville de gerne. Dagen før postede jeg et opslag om Torsdags Morgendans på Facebook, satte en seddel på døren med mit telefonnummer og ventede spændt på, om der ville komme nogen. Klokken 8.30 var der ikke nogen. Nå, tænkte jeg. Jeg danser selv. Men så dukkede to personer op lidt senere. Næste gang kom der tre. Så kom der fire. Jeg håber der bliver ved med at dukke folk op. Det torsdagsdans giver mig er simpelthen glæde og masser af energi. Den dag får jeg altid lavet en bunke arbejde. Det er simpelthen umuligt at lave overspringshandlinger fordi kroppen har bevæget sig. Den siger ligesom ”kom an” og hopper ud i det hele med åben pande. Jeg ville ønske at Aarhus kunne blive en mere dansende by, og at torsdagsdansen kunne sprede sig til skoler og arbejdspladser. Det ville kunne gøre en kæmpe forskel som ville kunne mærkes i luften og gøre Aarhus til et godt sted at trække vejret!”

 

Tina Andersen har taget initiativ til Torsdags Morgendans, som foregår på Brobjerg Skolen hver torsdag morgen og er gratis for alle