# 82
Stephen David Willacy
”Som stadsarkitekt i Aarhus er jeg interesseret i dét fællesskab, der findes i byrummet. Det er vigtigt for mig at borgerne er med, når vi udtænker byplaner. Altså, at man ikke bare tænker ‘top-down’, men anerkender og lytter til de mennesker, der gerne vil involveres og deltage. Det er vigtigt, fordi det skaber forskellighed i byrummet. Aarhus skal være en god by for ALLE! Og derfor arbejder jeg også for, at de socialt udsatte mennesker i byen inkluderes i det offentlige rum. Et eksempel er shelter-projektet ‘INsideOUT’, som vi udviklede sammen med Det Grønlandske Hus – Aarhus, Napifiq og Gjøde & Povlsgaard Arkitekter. Her mødes vi i øjenhøjde og diskuterer de problemer, som man som socialt udsat kan have i byrummet. Nogle gange bliver jeg skuffet over folks måde at tale om ting på. Det får mig til spørge: ’Hvem er det egentlig, der ejer byens rum?’. De udsatte kommer jo i byrummet for at være sammen med andre. Det er vigtigt for dem, så dét skal de fand’me også have lov til! Jeg siger det på den hér måde, fordi jeg virkelig tror på det. Jeg går all-in og forsøger mit bedste. Sommetider mener folk, at jeg går over stregen. Og det er okay, for igennem dialog kan vi bedre forstå hinandens ståsteder.”
Stephen David Willacy er stadsarkitekt i Aarhus Kommune og arbejder aktivt med at fremme involveringen med og af byens borgere – med henblik på at skabe et mere mangfoldigt offentligt rum og et byliv med plads til forskellighed.