# 19
Steffen Rasmussen
“Fundamentet er min form for aktivisme. Hvor jeg tidligere rendte rundt på gaden og demonstrerede, råbte, blokerede … Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg ikke kunne gøre en reel forskel på den måde. Der er mange, der er gode til at snakke om forandringer, hævde sig selv og tale højt. Men det eneste, der tæller i en verden med så mange ubalancer er reel handling. Jeg bruger min tid på at snakke med sårbare eller udsatte borgere og prøve at finde nye løsninger på gamle problemstillinger, som vi endnu ikke løser optimalt i samfundet. Herudover tilbyder vi borgerne gratis psykologhjælp, fysioterapi, massage, gældsrådgivning, bisiddere, mentorer, økonomisk hjælp, praktikpladser, lektiehjælp, trøst, hygge, ture ud af huset og meget mere. Og det er fantastisk at opleve mennesker styrke sig selv, vokse, og bevæge sig ud af de cirkler, som nogen gange har holdt dem fast i årevis. Jeg gør det også fordi jeg er træt af at høre tom snak om socialt arbejde, at se mennesker lide, uden de får den hjælp, de fortjener og fordi jeg er træt af at være vred på verden og føle jeg ikke kan gøre noget. Så må man gøre noget ved det.”
Steffen Rasmussen er stifter og daglig leder af Fundamentet i Aarhus, der arbejder med at nytænke det sociale arbejde. Der er 9 på kontoret, 70 frivillige og ca. 150-200 mennesker der bruger stedet.