Saga Sofie Jouatte

# 106
Saga Sofie Jouatte

”Hvis folk synes, jeg er en klovn, fordi jeg ingen bryster har, så er det op til dem. Jeg synes, det vigtigste er, at være tro mod sig selv! Jeg har været med til at starte My Flat Friends, hvor kvinder, der har fået fjernet deres bryster, kan mødes og støtte hinanden. Sådan et fællesskab manglede jeg selv, da jeg fik fjernet mine bryster pga. risiko for kræft. Jeg oplevede at stå meget alene – især med mit valg om ikke at få brysterne rekonstrueret. Folk forstod det ikke. Og slet ikke, at jeg heller ikke ønskede at gå med proteser, men hellere ville være flad. På sygehuset sagde de f.eks. til mig, at det da var synd, når jeg nu ellers var så smuk og at jeg måske ville få svært ved at finde en mand, fordi jeg så ikke så kvindelig ud længere. Dér fik jeg nok! Jeg gik hjem og lagde et billede op på nettet, hvor det var tydeligt at jeg var helt flad. Ikke for at støde nogen, men for at vise at kvindeligheden altså ikke sidder i brysterne! Jeg drømmer om at udbrede et mere mangfoldigt syn på, hvordan man kan se ud, så andre og fremtidige generationer forhåbentligt ikke skal føle det samme pres i forhold til at se ud på en bestemt måde for at føle sig accepteret og normal.”

 

Saga Sofie Jouatte fik fjernet begge sine bryster, efter hun fandt ud af, at hun er bærer BRCA2 – en arvelig genfejl, som betød at hendes mor og mormor begge døde af kræft. Nu er Saga’s mission at nedbryde kropstabuer og sætte fokus på forskellighed.

Foto/copyright: JesperKristian Photography