# 88
Olivia Boe Mortensen
“Jeg er arrangør hos Post A Letter | Aarhus, fordi jeg gerne vil have folk til at skrive breve. Da jeg var lille og mine forældre fik breve, spurgte jeg altid: ”Er der ét til mig, er der ét til mig?” Den spænding og glæde vil jeg gerne give videre til andre. Den første mandag om måneden inviterer vi derfor til brevskrivning på Café Smagløs Aarhus. Vi skaber et rum, hvor der er ro og hygge, og hvor man får stillet brevpapir og frimærker til rådighed. Jeg synes, det er rart at kunne mødes med en veninde, uden at man nødvendigvis behøver at snakke, men hvor man bare kan VÆRE sammen, fordybe sig og udfolde sig kreativt. Og alle kan være med! Du skal bare kunne skrive, tegne eller sætte glimmer på et stykke papir. Vi har børn helt ned i 4-års-alderen, der sidder på bordene og tegner og klipper.
Dét at være kreativ, det er vigtigt for et menneske. Man lærer meget om sig selv. Og hvis man er kreativ sammen med andre – endnu bedre! For hvis jeg ser dig udfolde dig kreativt, så forstår jeg dig en lille smule bedre. Derfor håber jeg, at der i fremtiden er endnu flere mennesker, der har lyst til at komme og skrive breve.”
Olivia Boe Mortensen går i 3.g på Aarhus Katedralskole. Inspireret af et amerikansk koncept, er hun ‘Post a letter’ arrangør i fællesskab med Caroline Schouboe Deleuran. Til arrangementerne stilles tre gratis frimærker til rådighed pr mand, til et hvilket som helst sted i verden.