Nina Carlslund

# 94
Nina Carlslund

”Mit hjerte banker for social bæredygtighed og som direktør for Scandic Hotel har jeg derfor været med til at sætte ’inklusion’ på vores forretningsplan. Vi har ansatte med diagnoser som ADHD og autisme, og vi kører praktikforløb for nydanskere, hvor de lærer at tale ’arbejdsmarkedsdansk’. Lige nu har vi også en ung fyr med autisme i arbejdsprøvning – han vidste ikke, hvad han ville, da han startede her; han syntes ikke helt, han duede til noget. Så kom han i praktik hos vores tekniske chef, og det viste sig hurtigt, at det var han rigtig god til! Så det er en kæmpesucces, både for ham og for vores tekniske chef, der får mulighed for at hjælpe en ung mand ind i arbejdslivet.
Alle vores ansatte får en forståelse af, at man kan være udfordret på mange niveauer, og det, tror jeg, er helt vildt sundt. Man taler pænere om andre, hvis man har arbejdet sammen med dem, og set, hvad slags udfordringer, de har.
Jeg drømmer om at inspirere mine søsterhoteller til også at arbejde med inklusion, trivsel og sundhed. Hvis vi kan få det til at fungere, så kan de se, at det kan de også! Og vi laver samtidig rigtig gode økonomiske resultater, så det viser, at det ene ikke er på bekostning af det andet.”

 

Nina Carlslund er direktør på Scandic Aarhus City. Scandic er en hotelkæde med 230 hoteller, som har profileret sig på at arbejde med miljømæssig bæredygtighed. På nogle af hotellerne er der, udover det miljømæssige, også et stærkt fokus på social bæredygtighed og mangfoldighed. Scandic Hotel i Aarhus C blev i efteråret 2016 kåret til ’Årets Arbejdsplads’ af 3F.