Morten Hald

# 48
Morten Hald

”Naboen og jeg var ude at cykle en dag, hvor vi fik ideen til en motionsklub her i byen. Jeg er selv ret godt i stand, så det kunne være en god anledning til at få dyrket noget mere motion. Byens gamle husflidsskole ’Thor’ stod bare og forfaldt, så vi fik arrangeret at motionsklubben kunne få huse dér. Der var heldigvis opbakning fra byens borgere. Og det kører nu som et motionscenter, hvor man kan købe en nøgle og så træne, når man vil. Vi har også holdtræning; lige nu cirkeltræning og boksning, hvor der er instruktør på. Derudover har vi gået ture, spillet rundbold på byens ’stadion’ – og så cykler vi rigtig meget. Om lørdagen spiser vi morgenmad sammen, og vi har også nogle pensionister, der kommer og dyrker motion og drikker kaffe bagefter. Jeg tror, vi er oppe på 133 medlemmer (Landsbyen har 362 indbyggere red.). Ja, og vi har kun været i gang siden januar. Det er pisse fedt – jeg havde slet ikke regnet med, at det blev så stor en succes!
Motionsklubbens nabo har vi opkaldt ’sheriffen’. Han er omkring de 70 og står for husets daglige drift. Han hygger sig rigtig meget med det. Det er fantastisk! For det er ikke nok bare at få en idé. Der skal også være nogle gode mennesker, der vil være med til at støtte op om det – ellers kan det ikke lade sig gøre. Det er i det hele taget vigtigt, at vi i byen har noget, som vi kan samles om. For i en lille landsby som vores, er det ekstremt vigtigt at få skabt et sammenhold. At man hjælper hinanden, hvor man kan – dét er simpelthen alfa omega for byens overlevelse.”

 

Morten Hald er udover at være initiativtager til ‘Thor – Motion og Samvær’ brugsuddeler i Dagli’Brugsen Veddum (eller ’varehusdirektør’, som han gerne omtaler sig selv). Han er lidt af en lokal-kendis – kendt for sit gode humør og friske bemærkninger, og så er han tidligere blevet kåret som Danmarks gladeste kassemedarbejder.