Line Lone Kristensen

# 44
Line Lone Kristensen

“Smag a la Gellerup er et køkken for madglæde, et hjerterum til mad. Her er også mulighed for, at unge kan deltage, i stedet for fx at gå til fodbold. Noget af det første, vi lavede, var den her burger-workshop, hvor unge fra Gellerup skulle finde opskriften på en burger a la Gellerup. Udfordre den traditionelle burger og give den et frisk pust. Den burger, der vandt, blev så serveret til åbningen af den nye bygade herude. Der var hip hop og burgere og vi havde også en container, hvor vi lagde op til dialog om: Hvad skal Smag a la Gellerup servere næste gang?
Det er også for at skabe en imageændring , så det ikke kun handler om knallerter og stenkast! For selvom der kun er 5 km mellem Århus C og Gellerup, så er der mentalt meget længere. Det er derfor, vi arbejder med glæden til mad, for det er tit over bordet, at der kommer nogle andre samtaler i gang. Og det giver SÅ meget mening at bruge Gellerup som et aktiv på den århusianske madscene, for der bor over 80 forskellige nationaliteter herude.
Jeg synes, man mister så meget ved at holde sig lukket i sin egen skal. Vi burde bruge hinanden noget mere og lære af hinanden, om det så er opskrifter eller hvad det er.”

 

Line Lone Kristensen er kandidat i kommunikationsdesign fra Designskolen Kolding. Smag à la Gellerup startede som et afgangsprojekt, men har siden fået egne ben at stå på. Line Lone er i dag projektansat hos Smag a la Gellerup, som er ved at etablere sig mere permanent i bydelen