# 28
Lene Kjeldsen
”I Fair Mad – Street Food laver flygtninge mad fra deres hjemland, som de sælger. Vi er ude til forskellige events, hvor vi møder dansk kultur og danskere. Ideen er, at vi selv skaber jobs. For som flygtning er det rigtig svært, at få foden indenfor på det danske arbejdsmarked. Men de kan lave mad – rigtig god mad! Og så bruger vi pengene på lønninger, så de kan skabe sig en god tilværelse. Jeg havde slet ikke turdet håbe på, at det ville blive så stor en succes. Især falaflerne er et hit. De er SÅ stolte! Jeg har også opgivet at lave et vagtskema, for de kommer herned hele tiden og vil hænge ud. Så må jeg sige til dem: ’Hey, I må altså kun være tre i køkkenet af gangen. Kom nu ud og hold pause.’
Ideen opstod, fordi en af mine venner skulle stå for et mad-arrangement ude i Ry. Han spurgte om jeg ville med sammen med nogle af mine flygtninge-venner. Vi lavede en syrisk risret, som folk var helt vilde med. Bagefter tænkte jeg, at det kunne være sjovt at gå videre med. Jeg vidste bare ikke hvordan. Men så blev jeg pludselig ringet op af Smukfest, som havde smagt vores risret. De inviterede os til at komme og sælge vores mad på festivalen. Ja, og nu er vi her (Aarhus Festuge red.).
Projektet giver de syriske flygtninge sådan et boost! Jeg har set nogle mennesker, som har haft det uendelig svært, som nu er blomstret op. De siger til mig: ’Bare vi kunne have det her sted hver dag!’ Så jeg drømmer om, at vi får en fast plads i Aarhus. Og at vi med tiden får en bred vifte af ting, som vi kan tilbyde.”
Lene Kjeldsen er initiativtager til Fair Mad Street Food – et beskæftigelses- og kulturmødeprojekt for flygtninge. Projektet er en del af Integrationsnet, Dansk Flygtningehjælp. Læs mere på fairmad.dk