# 70
Jakob Kristensen
”Mænds Mødesteder er tiltænkt mænd på 40+ i udsatte boligområder, bl.a. her i Frydenlund. Vi har restaureret en gammel togvogn, så vi har et sted at mødes – med plads til mandehørm og savsmuld i manegen! En kerne på 8-9 mænd mødes flere gange i ugen og laver mad og tager på fisketure sammen. Men alt i alt er de en 12 stykker.
Vi har også fokus på sundhed. Som udgangspunkt er der jo ikke nogen mænd, der fejler noget. Men når de kun er dem, så opstår der en tryghed. Og så viser det sig jo, at der alligevel er lidt skavanker. En af mændene skulle f.eks. scannes, men som han sagde: ’Han fejlede satme-nejme ik’ noget og sku’ i hvert fald ikke til scanning!’ Så sagde jeg: ’Vi er nogle stykker, der kører til Biltema i Horsens. Vil du med? Vi kunne jo lige smide dig af på vejen, så du kan blive scannet.’ Det gik han med til, for hvis vi alligevel skulle i Biltema…
Jeg drømmer om, at projektet gør en forskel for mændene. Nogle bor alene og har ikke det store netværk. Men de er begyndt at kende folk, fordi de kommer her. Det er fedt, for det er da væsentligt sjovere at gøre noget sammen end at sidde alene. Ja, og det her med at turde tale åbent om sundhed og vise, at det ikke er så farligt. Det håber jeg også, at projektet kan bidrage til.”
Jakob Kristensen arbejder på projektet Mænds Mødesteder i Frydenlund, Aarhus – et projekt, der er inspireret af græsrodsorganisationerne ’Mens Shed’ med base i bl.a. Australien og Irland. Oversat betyder det ’mænds skure’ og navnet skal vække billeder af skuret i baghaven, hvor mænd mødes og ’mandehørmer’. Læs mere om projektet på facebook