Erling Deigaard

# 76
Erling Deigaard

“Jeg er en del af bostedet for mennesker med særlige behov her i Andelssamfundet i Hjortshøj. Jeg hjælper beboerne i gang med forskellige aktiviteter, fx i bageren, genbrugsbutikken eller i vores mobile hønsehus. Der er fx én, der hedder Peter: Han kører traktor og får en masse jobs med traktor, som han faktisk selv skaffer sig. Og alle og enhver ved, hvem Peter er. På den måde bliver man integrereret i fællesskabet og får en plads, en identitet: ‘Prøv lige at spørge Peter ad, kunne han ikke gøre det her for os?’ Eller: ‘Karen, hvor er det noget dejligt rugbrød du bager, det er vi så glade for og vi spiser det hver dag.’
Jeg vil gerne stoppe den dér væksttanke, der er i vores samfund; at det hele skal være større og hurtigere! Det at få mere i løn… dét er vækstvejen. Men et alternativ til dét, er at arbejde, bo og leve det samme sted og lægge sin energi i medmenneskelighed og meningsfulde fællesskaber. Erstatte økonomisk vækst med bæredygtighed – både i forhold til naturen og i forhold til, hvordan vi omgås hinanden. I Andelssamfundet vil vi vise, at man kan skabe en anden slags samfund og jeg drømmer om, at sådan noget som Andelssamfundet en dag bliver rodfæstet og helt almindeligt. At det bliver reglen i stedet for undtagelsen!”

 

Erling Deigaard bor og arbejder i den økologiske landsby Andelssamfundet i Hjortshøj – AIH. I november 2016 vandt han ‘Det Bæredygtige Elements’ personpris for sit frivillige arbejde med at skabe et inkluderende fællesskab for folk med særlige behov.