Annika B. Lewis

# 85
Annika B. Lewis

”Jeg arbejder med scenekunst på teater, film og i det offentlige rum. Ofte er det politiske temaer, som jeg belyser fra en kunstnerisk vinkel. Altid tilsat humor. Lige nu arbejder jeg på forestillingen ’OmniPresence’, som foregår i en bil – en “overvågningsbil”. Stykket handler nemlig om overvågning af private data. Vi giver jo hele tiden alle de hér oplysninger væk på de sociale medier, ofte uden at tænke over konsekvenserne. Det er så nemt – så smart! Og vi vil så gerne være elskede. Populære. Vores forfængelighed driver os. Men drømmebilledet har en skyggeside, og dét vil jeg gerne belyse! Jeg rejser et underliggende spørgsmål om frihed og demokrati, for er vi i virkeligheden så frie, som vi går og tror? Verden er kompleks, og den bliver kun mere kompleks. Derfor er min drøm, at jeg – gennem kunsten – kan give individet mere oplysning og flere vinkler på forskellige problematikker. Så man har mulighed for at forholde sig kritisk og blande sig! Også selvom det er nemmest bare at lukke øjnene og håbe, at andre løser det for os. Vi ser lige nu en tendens til, at vi i Europa er ved at lukke os inde. Og netop derfor tænker jeg, at det er ekstra vigtigt, at vi kommer op af sofaen og tror på, at vi som individer kan gøre en forskel!”

 

Annika B. Lewis er koreograf, instruktør, skuespiller og performancekunstner. Hun startede i 1998 Kassandra Production – en international platform for scenekunst, med base ved Bora Bora – Dans og visuelt teater i Aarhus. Her arbejder hun ofte med samfundsdebatterende tematikker og udfordrer det utraditionelle scenerum. Læs mere på kassandra-production.dk.
Foto: Mukul Ranjan