Albert F Helmig

# 80
Albert F Helmig

“Jeg har startet Aarhus Volume med en flok andre unge. Vi laver musik-arrangementer og gadefester, fordi vi vil skabe nogle glade dage i byen! Vi er 30 ret forskellige unge. Folk bidrager med dét, de kan. Og med dén tid, de har. Foreningen er kun et år. Men vi har voldsomt vokseværk! Min indgang ind i alt det hér startede i 7.klasse. Jeg var ekstremt skoletræt! Jeg er ordblind, så skolen spillede ikke. Men ved et tilfælde var jeg nede på en legeplads, hvor jeg kom som barn. Den skulle bygges om og laves mere ‘ung’. Her mødte jeg Mads Peter og nogle af de andre fra Institut for (X), Godsbanen, Aarhus. Jeg fik stukket noget værktøj i hånden med ordene: ’Så kan du bare gå i gang.’ Jeg var solgt! Pludselig lavede jeg ting, som faktisk skulle bruges til noget. Jeg fik ansvar og anerkendelse. Det var fantastisk!
Senere begyndte jeg på F16-uddannelsen, hvor jeg mødte nogle af dem, der er en del af Aarhus Volume i dag. Alt det hér, vi går og laver, binder os sammen på en helt særlig måde. Egentlig er vi jo bare en stor flok venner, der i stedet for bare at hænge ud også lige skaber en gadefest for 15.000 mennesker! Jeg synes tit, at projekter skal have en bestemt agenda. Det har vores ikke. Vi gør det, fordi det er sjovt og pisse fedt at skabe ting: SAMMEN!”

 

Albert F Helmig er 19 år og initiativtager til Aarhus Volume, som skaber gadefester og musik-arrangementer rundt i byen. Han holder til på Institut for (X), Godsbanen, Aarhus og er bl.a. også involveret i Bureau Detours, som eksperimenterer med byggeprojekter i det offentlige rum. I 2016 vandt Albert prisen som ‘Årets Ildsjæl’ og blev den hidtil yngste modtager af prisen.