Den 15. til 17. september 2017 blev det gamle industriområde på Sydhavnen i Aarhus omdannet til en by i byen med alle de kendte samfundsinstitutioner. Gennem et program med flere end 250 arrangementer viste hverdagens aktivister i handling, hvordan de gentænker byen nedefra.
I tre dage forvandledes Sydhavnen i Aarhus til et eksperimentarium for fremtidens etiske, kreative og bæredygtige by. Formålet var at synliggøre vor tids aktivisme, der gør op med passivitet og erstatter konfrontation med kreativitet og handlekraft.
Det gamle industriområde blev til en by i byen med rådhus, fabrik, værested, kulturhus, sundhedshus m.fl.. I dette minisamfund tog aktivisterne scenen og inviterede alle til at være med i workshops, performances, debatter og samtaler.
#1 Aktivisterne på scenen
Vi fortæller om aktivismen gennem mødet med aktivisterne.
#2 Det er en gøre-festival
Vi giver alle mulighed for at bidrage og være medskabende.
#3 Byen er gentænkt nedefra
Vi bygger på det, der findes, og skaber det, der mangler.
Rethink Activism Folkefestival fandt sted den 15. til 17. september på Sydhavnen i Aarhus i området øst for Strandvejen og Spanien samt på begge sider af Jægergårdsgade. Programmet satte fokus på den nye handlekraft, der spirer frem i samfundet. Hele begivenheden er iværksat og båret af lokale ildsjæle og handlingsfællesskaber.
Vi ved at finde ud af, hvad der skal ske nu. Der er skabt et kæmpe momentum og vi mærker, hvordan ringene i vandet spreder sig. Både i Danmark og i udlandet. Tag kontakt, hvis du kunne tænke dig at involvere dig i projektet og skabe næste skridt.