Florence Martin og Tina Wulff

# 124
Florence Martin og Tina Wulff

“Vi er en gruppe, der mødes en gang om måneden for at gå ud i naturen og samle skrald. Vi kalder projektet Waste Hunt. Man skal ikke have nogen forudsætninger for at være med – bare tage sko og jakke på, og så afsted. Det er rigtig hyggeligt, for man kan sludre og lære hinanden at kende, mens man går. Vi fokuserer mest på de grønne områder, særligt Brabrandstien, for der ligger vildt meget skrald. Vi indsamler cigaretskodder, emballage fra fastfood-mad, plastik- og glasflasker, øldåser, flamingo… Når man går og rydder op, får man det både lidt skidt med, at der ligger så meget skrald, men også godt, fordi man har mulighed for at gøre en forskel. Man hører så meget om klimaforandringer og miljøproblemer, og så er det en god følelse at GØRE noget. Når folk ser os samle skrald, tænker de måske: ‘Gud, der ligger meget skrald, det havde jeg ikke lige tænkt over. Gad vide, om der er noget, JEG kan gå hjem og gøre?’ Det er sådan nogle små ringe i vandet, vi kan være med til at sprede.
Vi drømmer om at komme ud og lave events og undervisning med børn i folkeskolen. Vi vil gerne invitere elever og deres lærere med på en ‘waste hunt’, og opfordre dem til selv at gå i gang. Hvis de alligevel skal ud at gå en tur, kan de jo kombinere det med en skraldeindsamling! ’Waste Hunt’ må gerne blive en helt almindelig hverdagsaktivitet, for på den måde lærer børnene, at skrald ikke er noget, man bare smider. Og at det er mega sejt at være en ’waste hunter’, der passer på naturen!”

 

Florence Martin og Tina Wulff drømmer om en verden uden skrald, og har derfor taget initiativ til projektet Waste Hunt. Kerneaktiviteten er den fælles skraldeindsamling, som foregår den første søndag hver måned. Her får man udleveret gribetang, handsker og affaldsposer, og så samler man skrald i en time til halvanden i et grønt område i Aarhus. På sigt har Tina og Florence planer om flere tiltag, blandt andet udnævnelse af lokale ’skraldeambassadører’, der organiserer skraldeindsamlinger i hver deres bydel.