# 104
Erik Scriver
ANTV står for Anerkendende TV. Vi er en lille tv-station med en ambition om at være talerør for de mennesker og grupper i samfundet, som oplever ikke at blive hørt eller at blive talt hen over hovedet på i mediebilledet. Vi arbejder for at give et mere nuanceret billede af mennesker med psykiske lidelser og andre udsatte samfundsgrupper – og på dén måde bidrage til at afkræfte nogle fordomme. Vi opsamler og dækker nogle af de livshistorier, katastrofer og udviklingstendenser, der er indenfor det her område. Men det skal ikke være en klagesang! Vi vil hellere koncentrere os om vendepunktet. Dét der hjalp folk videre; og dét andre kan bruge til noget. I vores journalistiske tilgang vil vi være så fair, mangesidige og debatskabende som muligt. Og det er utrolig vigtigt for os at skabe tryghed og gode relationer til de medvirkende i vores programmer, som jo kan være sårbare og udsatte mennesker. Alle skal føle sig trygge foran kameraet og i processen frem til udsendelse. Jeg drømmer om, at vi med ANTV får belyst nogle emner og vinkler, der ellers ikke dækkes i medierne. Og at vi får gjort tv-mediet åbent og tilgængeligt for de mennesker og grupper, som ellers ikke har den store chance for at blive hørt.”
Erik Scriver er daglig leder af den mangfoldige og social-økonomiske tv-station Anerkendende TV – ANTV. Her kan man hver torsdag kl.21.00 se en halv times program på lokal-tv eller på ANTV’s youtube-kanal. Læs mere på antv.dk