Lise-Lotte Lysgaard Olesen og Trine Hansen

# 102
Lise-Lotte Lysgaard Olesen og Trine Hansen

”Dyr kan altså bare noget, som vi mennesker ikke kan! Dét kan vi mærke, når vi tager rundt på plejehjem og institutioner med vores besøgsdyr. Dyrene stiller ingen krav, de dømmer ikke og skaber en ro og glæde – både hos børn og voksne. Vi har flere gange oplevet, at handicappede eller ældre demente borgere pludselig vågner op eller falder til ro, når de mærker hjertelyden fra dyrene. De får simpelthen liv og lys i øjnene! Vi var f.eks. på besøg på et plejehjem, hvor en ældre dement dame ofte slog personalet og andre omkring sig. Men da ponyen Tulle kom ind i hendes lejlighed, begyndte hun pludselig at skraldergrine, smile og nusse den. Et år efter havde hun stadig ikke slået nogen. Hun faldt helt til ro.
Dét at komme ud med dyrene giver os en helt masse – det er så livsbekræftende og dejligt! Vi drømmer om at sætte mere fokus på vigtigheden i nærvær, jordnærhed og alt dét, som dyr kan lære os mennesker. Og selvfølgelig at vi og dyrene kan blive ved med at skabe en masse glæde og livskvalitet hos dem, vi besøger.”

 

Lise-Lotte Lysgaard Olesen og Trine Hansen tager ud på plejehjem og institutioner med deres besøgs- og terapidyr. Trine er uddannet dyrepasser og driver firmaet Trine Dyrepasser, hvor Lise-Lotte er fast medhjælper. Lise-Lotte vandt i 2016 ’Årets Handicap Pris’ i Aarhus Kommune for sit frivillige arbejde på de specialskoler og institutioner, som hun besøger med sine ponyer. Læs mere her: trinedyrepasser.dk