# 100
Mikkel Salling Holmgaard
Jeg har startet The Back To Life Project, hvor vi hjælper mennesker tilbage til livet efter en fysisk skade eller sygdom – bl.a. volds- og trafikofre. Vi støtter dem i deres genoptræning og med praktiske ting som forsikring, bank og kommune og forsøger at skabe overskud i noget, der ellers kan virke uoverskueligt. Hjælpen er gratis, for jeg synes ikke, at man skal tjene penge på andres ulykke.
For 11 år siden var jeg selv ude for en ulykke, hvor jeg blev delvist lammet i den ene side af kroppen. Jeg var 19 år. Gik i 3.G. Og jeg fik at vide, at hvis jeg skulle tænke økonomisk, så skulle jeg ikke vende tilbage til gymnasiet. Men jeg havde jo brug for mine venner og noget at stå op til! Da jeg valgte at tage tilbage, blev jeg erklæret rask. Selvom jeg havde smerter og en arm, der ikke virkede. Efter en hård tid, hvor jeg ikke følte, at jeg passede ind i systemets kasser, begyndte jeg at overveje om, man ikke kunne gøre det hér anderledes og bedre? Det blev starten på The Back To Life Project, hvor min drøm er at være den person, jeg aldrig selv mødte. Jeg har ikke mega travlt med at få otte børn og et hus – så hvad nu, hvis jeg i stedet kan være ham, der ændrer måden, vi tænker rehabilitering på?”
I 2006 forandrede en fest på Hasseris Gymnasium manges liv – for altid. Heriblandt Mikkel Salling Holmgaard’s. Gymnasiet blev til et gerningssted, da Mikkels veninde blev dræbt af sin eks-kæreste med en kniv. Mikkel forsøgte at komme imellem, men blev stukket i halsen og var selv tæt på at miste livet. I årene efter kæmpede han for at få førligheden tilbage. Og med The Back To Life Project bruger han egne erfaringer til at kæmpe méd og fór andre. Projektet dækker hele landet, støttes af fonde og Mikkel er netop blevet kåret som Årets Nordjyde. Læs mere her: thebacktolifeproject.com