Michael Maagaard

# 86
Michael Maagaard

”Jeg er en del af uddannelsesforløbet for flygtninge hér hos midtVask. Vi har valgt at samle det hele ét sted, så danskundervisningen også foregår her i huset og fokuserer på arbejdet. Det er f.eks. vigtigt at lære, hvad maskinerne hedder og hvorfor vi har madpakker med. Desuden giver det en ekstra motivation til at træne dansk, fordi det kobles direkte til dét arbejde, vi udfører! Vi har stor succes med at lære flygtninge dansk og få dem i job. Til gengæld får vi nogle stabile medarbejdere med masser af ressourcer! Mange virksomheder siger: ’Når I kan dansk, så vil vi gerne have jer’. Hos midtVask har vi valgt en anden vej. For hvis vi tager dem ind INDEN de kan dansk – så har vi dem jo FØR de andre! Sproget og kulturen kan vi lære dem. Som virksomhed ønsker vi at tage socialt ansvar og give vores medarbejdere en fremtidssikret uddannelse. Men det er lige så vigtigt for os, at finde kvalificeret arbejdskraft og derved fremtidssikre os selv. Med støtte fra Industriens Fond samarbejder vi med en række andre virksomheder om det hér arbejde. For hvis ikke vi får flygtninge ind på arbejdsmarkedet, så går vi glip af fremtidige gode kollegaer, som kan bidrage til udvikling og vækst. Vi gør det hér, fordi det kan betale sig – det er en god forretning!”

 

Michael Maagaard er en del af Fremtidens Erhvervsuddannelse MidtVask. MidtVask er kendt for sit integrationsfremmende arbejde med at få flygtninge i uddannelse og job. Dette fokus har givet vaskeriet et hav af priser og sågar fået FN’s flygtningehøjkommissær til at lægge vejen forbi midtVask – for at se og høre, hvad det er, de er så gode til. Se mere her: midtvask.dk, youtube og industriensfond.dk/VSA