# 61
Anne Bech
“For nogle år siden så jeg, at man kunne være med til at starte et nyt kultur- og medborgerhus i Åbyhøj, hvor jeg bor. Jeg tænkte; jeg vil gerne lave noget fællesspisning! Det kunne være så hyggeligt at spise sammen med andre i lokalområdet, på tværs af generationer. Da Elværket åbnede i august, startede vi med at lave en prøvespisning kun for medlemmer. Næste gang åbnede vi for alle – der kom 75 mennesker og gangen efter var vi oppe på 110! Det er helt vildt.
Vi har opdaget, at der er rigtig mange andre i Åbyhøj, som har lyst til at mødes over et måltid mad. Billetterne er blevet revet væk, simpelthen. Der kommer børnefamilier, pensionister og alt indimellem, så man kommer til at snakke med alle mulige forskellige slags mennesker. Det er dejligt at spise sammen og så er det ikke så vigtigt, om det er smørrebrød eller gourmet: Det er fællesskabet, det handler om! Jeg brænder for at skabe et rum, hvor mennesker kan mødes og se hinanden i øjnene og mærke hinanden. I vores digitale tidsalder, der er det super vigtigt.”
Anne Bech bor i Åbyhøj og har gennem flere år været engageret i etableringen af kultur- og medborgerhuset Elværket Åbyhøj. Elværket arbejder for at kunne tilbyde en bred vifte af arrangementer for byens borgere, og hvis man har lyst til at være med, kan man kontakte én af aktivgrupperne på hjemmesiden: el8230.dk.