Sahra Lykkeberg

# 59
Sahra Lykkeberg

”Jeg har selv haft PCO i 10 år. Og jeg har længe følt, at der manglede et netværkstilbud og noget mere oplysning om sygdommen for os lidt yngre kvinder. PCO er en kronisk hormonforstyrrende sygdom, som op mod hver femte kvinde kæmper med i større eller mindre grad. Men mange finder faktisk først ud af det, når de vil være gravide. Det vil jeg gerne være med til at ændre på, for ofte har man symptomer på sygdommen længe inden. De mest hyppige er udeblivende menstruationer, uren hud, overvægt, øget kropslig hårvækst og træthed. PCO er jo ikke dødelig eller noget, men det tynger virkelig én, når man ikke føler sig som andre. Vi er jo sådan lidt den moderne udgave af den skæggede kvinde i Cirkus, ikke? Sygdommen er enormt tabuiseret og påvirker i dén grad ens kvindelighed. Men dét, at der ligesom er nogen, der står frem og viser, at man ikke er alene – det, tror jeg, kan hjælpe mange. Min drøm med PCOnality er, at vi får skabt os en stemme i samfundet, og at vi sammen kan sætte fokus på, at vi altså er lige så meget værd som andre kvinder.”

 

Sahra Lykkeberg er initiativtager til PCOnality – fælleskab for unge PCO kvinder. Kontakt gerne Sahra, hvis du er kvinde med PCO og kunne tænke dig at være med i sagen. Du kan læse mere om initiativet på pconality.com.