# 43
Thomas Kruse
“Den ene side af beboerarbejdet er indadtil og fællesskabsskabende. At skabe rum – fysisk og socialt – hvor folk kan komme sammen og komme hinanden ved. Omkring Beboernes Hus foregår en mængde begivenheder, fællesmiddage, fester, kvartersvandring, møder og musikaftner. Ved siden af Beboerforeningens er beboerhuset fyldt med musikøvning, capoeira, intuitivt maleri, yoga, hopning for finere kvinder mm.
Den anden side af kvartersarbejdet er udadtil i forhold til kommunen og nærdemokratiet, hvor vi jo gerne vil have indflydelse på, hvordan bydelen skal udvikle sig. Vi har selv forestået forbedringer bl.a. gårdrydninger og trafiksaneringer, og vi har selv oprettet Beboernes Børnehave, Beboernes Hus og Børnenes og Beboernes Jord. Børnenes Jord – i daglig tale ’Jorden’ – er oprindelig styret af et brugerråd af voksne og børn, med målsætningen at skabe et sted, hvor de kan ’komme til sig selv’, hvor de kan lege frit og selv vælge legekammerater: Et sted uden voksenovervågning, hvor de kan komme og gå uden at blive registret. ’Jorden’- for alle fra 0-100 år- er blevet den måske vigtigste markør for vores bydel, der stadig arbejder for indflydelse på egne forhold.
Jeg vil gerne gøre en forskel og markere, at vi almindelige mennesker også har en stemme og en mening. Hvis verden skal laves om, må det starte med en ide og en snak med naboen om hvad vi vil og kan. Du kan ikke alene, du skal finde nogen at gøre det med. Verden må ikke blive ringere, den må meget gerne blive bedre – lokalt og globalt.
Thomas Kruse er uddannet arkitekt og har arbejdet som scenograf, grafiker, underviser mm. Han har været med til at skabe bl.a. Beboernes Hus i Sølystgade, der er et frivilligt styret kulturhus og samlingssted i Aarhus, samt legepladsen Børnenes og Beboernes Jord, som er et åbent og gratis fritidstilbud til børn i alle aldre