# 40
Erik Petersen & Marie Dora Kjærgaard
”Gåvenner er et initiativ, som handler om, at mennesker, der er interesserede, kan deltage i en vandring, som foregår langs stranden her i Risskov. Og vi går hele året, også når det er mørkt.
Det at holde sin bevægelighed og at gøre sig afhængig af at bevæge sig, uanset vejret, det er en måde at holde sig i live på, og føle sig i live på – sådan har jeg det i hvert fald selv. Det er et øjeblik, hvor du går op i noget andet end tunge tanker eller bøvl, du ikke har fået løst, eller hvad det nu er. Vi har en venskabelig omgangsform, og vi glæder os over at se hinanden. Man er ikke ligegyldig for hinanden når man går her, og det gælder også folk som kommer første gang.
Jeg tror at hvis mennesker får nogle gode vaner – nogle ting, som de er glade for og går op i, og som de nødig vil undvære – så tror jeg, det trækker en masse gode ting med sig. Jeg vil gerne medvirke til, at folk finder lyst ved bevægelse og bliver modtagelige og glade for naturen i samvær med andre. Og at de samtidig får ideer til, hvordan de kan få mere af disse goder.”
Erik Petersen er sammen med Marie Dora Kjærgaard initiativtager til ‘Gåvenner’. Hver mandag kl. 17, mødes de, der kan, ved Bellevuehallen i Risskov og går en tur langs vandet. Det kræver ingen tilmelding eller specielle evner, man møder bare op!