# 37
Nazir M. Ahmadzai
“Jeg har jo et online vaskeri, hvor folk kan bestille vask og rens af deres tøj. Når vi kom ud til private kunder, så jeg, at noget af deres tøj endte i skraldespanden, eller at de lagde det bagerst i skabet. Hvor jeg så tænkte, at vi kunne bruge det til de hjemløse, udsatte! Og så indgik vi en aftale med Det Blå Sted, at vi gerne ville donere det her tøj. Så nu kan vores kunder donere tøj online, så det går til dem, der har mest brug for det – de lokale hjemløse, udsatte mennesker, der enten mangler et telt at sove i, eller sovepose, huer … alt det der man kan have på.
Vi vil også gerne vaske tøj for de hjemløse og udsatte. Så de leverer deres tøj til det Blå Sted, og så kommer vi og samler det op og får det vasket. Og så får de det tilbage, nyvasket og strøget, indenfor 48 timer. Det er jo lækkert for dem, at de kan komme i nyvasket tøj.
Jeg vil rigtig gerne hjælpe de udsatte i samfundet, og nu har jeg haft mulighed for at gøre det. Jeg synes dog ikke, det er nok! Fordi min drøm, det er at få dem sat i gang i samfundet. Jeg tror nemlig ikke, de kan føle sig som en del af samfundet. Den anden ting er, at jeg gerne vil have, at folk får øje på det! At det bliver set og hørt, at hjemløse og udsatte mennesker, de findes her i Aarhus, altså.”
Nazir M. Ahmadzai er ejer af onlinevaskeriet Vask48. Han grundlagde vaskeriet i februar 2016 og har i dag 4 ansatte. Firmaet har kontor på Karupvej 6 i Aarhus C, mens tøjet vaskes på århusianske industrivaskerier.