Antoniett Vebel Pharao

# 35
Antoniett Vebel Pharao

”Jeg har været med til at starte livsbiblioteket. Kernen i Livsbiblioteket består af mange forskellige personer, som har interesse i, at mennesker skal lære hinanden at kende på tværs af alt. Til møderne er der tre til fire mennesker, der stiller sig op og fortæller et glimt af deres livshistorie. Så sidder man og snakker om: Hvad vækker det i min egen historie, og hvad gør indtryk på mig? Sidste gang kom det til at handle om hår.
Livsbiblioteket er sådan helt fortryllende. Det er sådan en magisk boble, hvor man glemmer tid og sted. Det er en gammel teatersal, vi sidder i. Så det er sådan helt mørke paneler, hvor der ikke kan luftes ordentligt ud, og der lugter af gammelt træ. Men det er bare helt fantastisk, fordi det skaber det her helt intime rum. Det skal nemlig være et rum til at dele det, man umiddelbart lige har på hjerte, og at give folk en oplevelse af samhørighed. Det, der er interessant, det er jo at ingen livshistorier er ens, men at de fleste livshistorier har et glimt af noget sammenligneligt.
Jeg drømmer jo bare om at ændre verden til et bedre sted. Jeg hedder jo desværre ikke Obama til efternavn, men tit så hjælper det bare at starte i det små. Jeg ønsker at vise, at mennesket er noget værd i sig selv – og ikke fordi, vi kan noget bestemt.”

 

Antoniett Vebel Pharao er en af initiativtagerne til Livsbiblioteket. Projektet udspringer oprindeligt af arbejdet med handicappolitikken i Aarhus og drejer sig om at styrke gensidig respekt gennem menneskemøder. Livsbiblioteket samarbejder med Viby Bibliotek og er åbent for alle. Læs mere her: facebook.com/livsbiblioteket