# 33
Jesper Stouby Stisen
”Mulighedernes Hus. Det er nok sådan, jeg bedst kan beskrive det. Man kan komme og lave de ting, man brænder for. Eller bare hænge ud, snakke og drikke kaffe. Hvis man har et projekt, støtter folk op om det. Bordtennisturnering, loppemarked og byg-i-haven – her sker alt muligt! Vi er gode til at hjælpe hinanden, og man får et fantastisk fællesskab. Jeg kendte f.eks. kun én hernede til at begynde med. Nu kender jeg en masse. Det er et super godt sted. Uden alle de her pædagogiske rammer. Selvfølgelig er der nogle regler, men det skal ligesom være et fristed. Det er vi ret enige om. Og de voksne – altså i gåsetegn – hjælper og støtter os. For de kan jo godt se, det er en stor opgave at køre sådan et hus hér for os unge.
Det var egentlig min kusine, som gav mig et praj om, at Aarhus var ved at starte et ungdomshus op. Det lød fedt! Så jeg kom med i en arbejdsgruppe, hvor jeg var med til at beslutte, hvad huset kunne indeholde. Og så har jeg bare hængt ved. Ungdomskulturhuset er jo et 3-årigt projekt, hvor man i første omgang skulle finde ud af, om der var brug for et ungdomshus. Dét har de vist fundet ud af, at der er. Det synes jeg i hvert fald! Så jeg håber, at det kan blive ved med, at være dét hér fristed. Hvor man kan komme og være en del af et større fællesskab. Prøve sig selv og sine talenter af. Og hvor man kan få en hjælpende hånd. Både i forhold til projekter her i huset, og personligt. Det er vigtigt, synes jeg.”
Jesper Stouby Stisen er en af Ungdomskulturhuset – UKHs handlekraftige unge. Han har været en aktiv del af huset lige fra de første spadestik blev taget. Pt. kæmper han (og husets øvrige unge) for, at UKH kan få lov at leve videre efter 2017, så byens unge kan bevare deres kreative fristed.