Ina Dulanjani Dygaard

# 26
Ina Dulanjani Dygaard

”Vi er først og fremmest en kaffebar – tiltænkt flygtninge, danskere og alle derimellem. Derudover laver vi en masse events. Bl.a. legestue for kvinder og børn, kunstudstillinger, kagedag. Og vi har også lige holdt en stor grillfest. Vi vil i det hele taget gerne lave nogle ting, der gør, at de nye borgere føler sig velkomne i Aarhus.
Idéen til caféen opstod, fordi jeg sidste sommer fulgte med i den her Venligbo-Bevægelse, som blomstrede op. Så jeg tænkte, at den her bevægelse kan et eller andet særligt. Ja, så jeg skrev ud på Facebook: ’Skal vi ikke også have sådan en Café Venligbo i Aarhus?’ Og lige pludselig var der 90 mennesker, der gerne ville være med. Det er ret typisk mig bare at springe ud i det og tænke, at alt kan lade sig gøre. For det var jo det, jeg så med Venligbo-Bevægelsen. Der er ligesom ingen grænser, og man kan som privatperson gøre meget mere, end jeg gik og troede. Vi lagde ud med at være 200-300 mennesker den første dag. Jeg har aldrig set cafeen være så proppet. Det var helt vildt!
Jeg drømmer om, at caféen bliver et sted, hvor man som flygtning kommer hen og kan samles. At vi kan hjælpe vores nye medborgere med at få skabt et netværk. Give dem en god start. Og at vi kan bygge bro mellem flygtninge og danskere. Det er derfor, vi er her.”

 

Ina Dulanjani Dygaard er initiativtager til Café Venligbo – Aarhus på Godsbanen. Cafeen er åben for alle og bygger bro mellem flygtninge og danskere gennem events, som skaber netværk, venlighed og masser af grin.