Mikkel Elming

# 60
Mikkel Elming

”I Foreningen for Samtidskunst åbner vi muligheder for kunstnere, der måske ikke lige har et CV til at udstille på ARoS. Et af vores projekter er Aarhus Artspace, som faktisk også var dét projekt, der startede vores forening. Det er en årlig tilbagevendende udstilling i Vestergade med eksperimenterende samtidskunst. Vi startede op i sommers, hvor man bl.a. kunne opleve skulpturer, performance, video og lydkunst. Jeg er meget glad for kompleksitet og ting, jeg ikke forstår. Og der er kunsten helt klart en drivkraft. For når man lige ser det, så kan det virke ret uforståeligt. Man kan tænke: ’Hvad fanden? Skulle dét nu være noget? Hvad forestiller det?!’ – Føle sig dum på en måde. Det dér med at føle mig dum, dét motiverer mig meget.
Jeg drømmer om, at folk får øjnene op for at kunsten er vigtig. At den ikke bare er en luksus, som vi kan få, når samfundet ligesom når et vist niveau – en slags glasur. Kunsten har et kæmpe samfundspotentiale! For den kan hjælpe os med at få sagt de ting, som ikke kan kommunikeres med ord. Og den kan være med til at minde os om, at der findes forskellige måder at tænke på; at verden ikke kun består af logik og eksakt viden. Det er ofte andre ting, der skal i spil, når man vil ændre på noget.”

 

Mikkel Elming er formand i FSK – Foreningen for Samtidskunst – en åben non-profit organisation af kunstnere, kuratorer og andre kunstinteresserede med base i Aarhus, Spanien 19C. Du kan læse mere her: samtidskunsten.org/, samtidskunsten og her: facebook.com/aarhusartspace.