Hvad nu hvis vi gentænker penge og banker?

Oplæg og samtale

← Til program

Penge har alle dage været et magtmiddel i vores samfund i forhold til at præge udviklingen. Internettet og de nye digitale globalt rækkende redskaber for kommunikation, skaber mulighed for at gentænke penge og organisere sig på nye måder via en finansiel handlekraft, der går uden om og udfordrer de etablerede finansielle institutioner som banker og forsikringsselskaber. Med de nye muligheder bliver bankerne samtidig nødt til at gentænke sig selv og finde ud af, hvilken værdi de fortsat kan bidrage med til samfundet. Hvordan kan hverdagsaktivister tager sagen i egen hånd ved at skaffe og arbejde med penge på alternative måder? Hvordan kan man lokalt arbejde sammen med banker på nye måder – og stille andre krav til dem? Hvordan kan mennesker tage sagen i egen hånd og gå i gang med at rejse penge til sager der samler folk?

Betal med Djurs – hvorfor dog lokale ‘dollars’ på Djursland?
Betal med Djurs er en forening, hvis formål er at oprette lokal betalingsmiddel på Djursland. Den består af en række frivillige mænd og kvinder, der ønsker at få Djursland til at blomstre. Det gælder både handelen i området, men også kulturelt og socialt. Fællesskabet er et vigtigt incitament. En række butikker og virksomheder støtter allerede projektet og har givet tilsagn om, at de vil være med og give kunderne mulighed for at betale med Djurs.
– Doris Fischer, formand for Betal med Djurs

De ærligste forsikringsfællesskaber er dem, som selv har valgt hinanden, ikke?
goBundl er et helt nyt forsikringskoncept I Danmark. Konceptet bygger på filosofien om, at de ærligste forsikringsfællesskaber er dem, som selv har valgt hinanden. Hos goBundl belønner vi de fællesskaber, der har få skader. Gå sammen med familien, vennerne, villavejen, arbejdspladsen, sportsklubben eller foreningen. Er der få skader, giver goBundl op til 25% af den samlede præmiesum tilbage. I bestemmer selv, hvad overskuddet går til – jer selv – eller et godgørende formål. I dag er platformen i luften, de første kunder er kommet ind og goBundl samarbejder med Aros Forsikring, et næsten 100 år gammelt forsikringsselskab.
– Jakob Vang Glud, direktør for goBundl

Hvad gør jeg for at realisere min drøm? Jeg crowdfundede da lige!
Som hverdagsaktivist ville Stine Ilona Ejlertsen gerne fortælle historien om, hvordan det er at leve som barn i en familie med vold. Filmen fortælles fra barnets perspektiv og alt opleves fra en meters højde. Baggrunden er, at der hvert år er 2.000 børn, der søger tilflugt på et krisecenter – og filmen stiller spørgsmålet: Hvor mange er der så vi ikke ved noget om?
Det blev til filmen “Et liv”, der blev finansieret gennem crowdfunding, hvor der via internettet blev samlet penge ind gennem mange små private donationer.
– Stine Ilona Ejlertsen, filmskaber og crowdfunder

Gentænkning af lokale bankers fremtidige rolle og muligheder
Konsulentfirmaet Delendorff har for ganske nylig afsluttet en større analyseopgave, som havde fokus på at udforske lokale pengeinstitutters fremtidige rolle og muligheder. Jacob vil som ‘bankaktivist’ fortælle om, hvordan bankerne som institutioner agerer i dag, hvilke udfordringer de har som samfundsinstitution og komme med nogle udfordrende bud på, hvordan bankerne kan udvikle sig selv for at skabe samfundsværdi, bl.a. med afsæt i at gentænke deres rolle og relation i forhold til ildsjæle og iværksættere. Samtidig er det måske også på tide, at forbrugere begynder at stille andre krav til bankernes rolle i samfundet?
– Jacob Høj Jørgensen, indehaver af Delendorff

Tid og sted(1 time)

  • Søndag 17/9

    15.00 – 17.00

    Doris Fischer, formand for Betal med Djurs – Jakob Vang Glud, direktør for goBundl – Stine Ilona Ejlertsen, filmskaber og crowdfunder – Jacob Høj Jørgensen, indehaver af Delendorff
    VIRKSOMHEDEN