Mød Sissel og Line Thastum fra Independent AIR på folkefestivalen

August 16, 2017 / Program

Mød Sissel og Line Thastum fra Independent AIR på folkefestivalen

”Der er en tendens til, at man taler en masse om bæredygtighed. Og så tager man et fly til en bæredygtigheds-konference i Los Angeles og tilbage igen. Det hænger ikke rigtig sammen, vel? På festivalen vil vi vise, at klodens tilstand er et vigtigt emne at beskæftige sig med. Lige nu og lige hér. Også som kunstner! For hvis kunsten ikke kan åbne folks øjne for jordens knappe ressourcer – hvem kan så? Vi vil holde et oplæg om, hvordan man som kunstner kan beskæftige sig med miljømæssige udfordringer – bl.a. ved at fortælle om vores egne erfaringer og give inspiration til, hvordan man kan skabe et kunstprojekt, hvor man selv sætter så få miljøbelastende aftryk som muligt. En stor del af vores projekt har handlet om at registrere vores egen miljøbelastning, spise klimavenligt, affaldssortere… og så har vi plantet en skov!
Folk skal komme til festivalen, fordi vi har brug for hinandens forskellige stemmer, fagligheder og virkeligheder til at finde frem til den bedst mulige retning for fremtiden.”

Kunstfotograf Sissel Thastum og hendes mor, miljøkoordinator Line Thastum står bag kunstorganisationen The Independent AIR, som bl.a. arbejder med fotografi og billedkunst med bæredygtighed som værdigrundlag. Pt. har de begge travlt med udstillingen Vi kan bo her mens vi venter, som sætter fokus på klodens tilstand og dét faktum, at vi er på jorden på lånt tid. Se den på Kalkværksvej 7, Sydhavnen frem til den 2. september. Og mød Sissel og Line på Rethink Activism Folkefestival 15.-17. september, hvor de vil lægge op til refleksion og debat om, hvordan vi påvirker kloden og dens ressourcer.